Wretch er snart aktuel med HOME?, et album om følelsen af ikke at høre til.
Siden sit gennembrud i 00’erne har Wretch etableret sig som en pioner i britisk rap. Nu er han snart aktuel med albummet HOME?. Ifølge Wretch selv, der tidligere på året gav interview til The Guardian, tager HOME? udgangspunkt i følelsen af at være malplaceret – en uoverensstemmelse mellem, hvor man bor, og hvor man hører til. Det er et tema, som Jermaine har været tvunget til at forholde sig til siden barnsben.
Jermaines opvækst og oplevelse af at være malplaceret

Wretch 32, med det rigtige navn Jermaine Scott, voksede op i Tottenham i det nordøstlige London i en familie af efterkommere fra Jamaica. Han blev født ind i et aktivistisk miljø, hvor protest og modstand var en del af hverdagen. Hans far og onkel var engagerede i foreninger, der bekæmpede racisme og undertrykkelse af sorte. Jermaine husker, hvordan de talte deres sag på tv og førte politiet i retten i en sag angående chikane (de vandt i øvrigt sagen). Han husker desuden, at der i hans barndomshjem blev holdt møder, hvor der blev diskuteret Marcus Garvey og apartheid. Han voksede altså op med at anskue kampen for sortes rettigheder som en universel kamp – ikke bare en kamp i sit nærmiljø – hvilket er interessant med henblik på albummets tema.
Optøjer og oprør var også en del af Jermaines opvækst. Samme år som han blev født, udbrød der optøjer i Tottenham, efter at en afro-caribisk kvinde døde af hjertesvigt under en politisøgning i hendes hjem. Bevidstheden om at være malplaceret i sit land blev således vakt i Jermaine allerede som barn, og det samme gjorde viljen til at bekæmpe undertrykkelse og uretfærdighed.
Men er følelsen af at være malplaceret så aftaget i takt med, at Jermaine er blevet voksen og har fået succes som rapper? Nej, den har derimod hjemsøgt ham mange gange siden. Senest i 2020, hvor hans far blev beskudt med en strømpistol af politiet – uden efterfølgende konsekvenser for politimanden. Episoden blev optaget og spredt på sociale medier, og det endte med, at Jermaine og faren medvirkede i nyhederne for at tale om episoden (parallellen til farens og onklens deltagelse i tv-nyhederne er åbenlys).
Jermaines musikalske karriere

ermaines musikalske karriere blev for alvor skudt i gang i 2008, da han udgav albummet “Wretchrospective”. Efterfølgende underskrev han en kontrakt med pladeselskabet Ministry of Sound. Hans næste udgivelse, Black and White, bød på hits som “Traktor” og “Don’t Go” – sidstnævnte ramte nr. 1 på hitlisten. Desuden optrådte Ed Sheeran på pladen. Siden har han vundet flere priser, bl.a. “Best International Artist” ved BET Awards, og han har tilkæmpet sig en status som pioner i britisk rap. Det unikke ved Wretch er, at han har formået at udvide sin lytterskare mod et mere mainstream publikum, samtidig med at han er forblevet autentisk og tro mod sit fundament.
Han har tidligere udgivet musik med samfundskritisk islæt, men nu trækker han for alvor på arven fra sin far og onkel og dedikerer et helt album til refleksioner over racisme, tilhørsforhold og, hvordan det opleves at være sort i Storbritannien. Baseret på albummets titel og et interview, Jermaine gav til The Guardian tidligere på året, er HOME? ikke bare et protest album, men rummer også mere abstrakte og distancerede overvejelser over, hvad det vil sige at kalde et sted for sit hjem – og om hjem overhovedet er et sted, eller nærmere en stemning. HOME? virker således som et ambitiøst projekt. Om det lykkes, finder vi ud af fredag d. 2. maj 2025.
