Venezia FC og NOCTA lancerer unik trøje med historisk og moderne twist

Ny 25/26-trøje forener fodbold og kultur med kortinspiration, klubfarver og NOCTA-detaljer.

Venezia FC har sammen med Drakes brand NOCTA lanceret en helt ny hjemmebane-trøje for sæsonen 25/26. Den nye trøje er startskuddet på et længere samarbejde, som skal vise klubbens unikke forbindelse til både fodbold og kultur.

Designet er inspireret af gamle kort fra 1400-tallet og kombinerer en sort base med farverige detaljer i orange og grøn, som hylder klubbens velkendte farver. Trøjen har desuden åndbare meshpaneler i siderne, og små sølvdetaljer tilfører en eksklusiv og moderne følelse. På trøjen finder man selvfølgelig Venezia FC’s logo, NOCTA’s mærke og det velkendte symbol for Venedig, St. Markus stjernen. Designeren Diego Moscosoni står bag trøjen, som findes i to versioner. En såkaldt “almindelig” version rettet mod fans og en decideret kamptrøje med sponsorlogo på.

Et samarbejde med fokus på kultur og innovation

Billede: Venezia fc x Nocta

Det her samarbejde mellem Venezia FC og NOCTA handler ikke kun om sport. Det er et udtryk for klubbens særlige identitet, hvor fodbold smelter sammen med byens rige kultur, arkitektur og modeinteresse. Det er faktisk første gang en italiensk klub har NOCTA som teknisk sponsor, og det markerer en ny retning, hvor sport, musik og mode går hånd i hånd.

Ifølge Venezia FC’s direktør, Tancredi Vitale, er samarbejdet en måde at holde fast i klubbens rødder, samtidig med at man tør tænke nyt og gå forrest. Han fremhæver, at NOCTA tilfører et internationalt og kulturelt perspektiv, som hjælper med at skabe en ny, fælles kultur inden for fodbold, som stadig er tro mod Venedigs sjæl. For klubben handler det både om at respektere fortiden og samtidig have blik for en ambitiøs og inkluderende fremtid. NOCTA har med tidligere samarbejder vist, at de brænder for at sætte sig på spændende projekter i fodboldverdenen, og her er der ingen undtagelse. 

Matte Babel, der er medstifter af NOCTA, understreger, at trøjen også skal fortælle historien om Venedig. Ikke kun som by, men som en passioneret fodboldklub. Han roser designet for at balancere sportens funktionalitet med mode og fortæller, at Diego Moscosoni har fanget den unikke stemning, som både repræsenterer Venedig og NOCTA’s rå energi. 

Selvom Venezia FC rykkede ud af den bedste italienske række sidste sæson, er der stadig optimisme omkring klubbens og byens muligheder for at vende situationen. Et projekt, som Drake og NOCTA tydeligvis tror på, kan lykkes. Den nye trøje får sin debut i kampen mod Mantova i Coppa Italia den 16. august. Fra den 23. juli kan fans købe trøjen i klubbens butikker og online.

Billede: Venezia fc x Nocta
Join the culture

Kunne du lide denne historie? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så går du aldrig glip af flere.