Ny denimkollektion og VC-bælter lander 1. august på venedacarter.com.
Veneda Carter kunne onsdag aften løfte sløret for en ny kollektion, der er sat til at droppe allerede den 1. august. Kollektionen består af to par rå denim-bukser i farverne indigo og antique grey, begge med tydeligt VC-DNA og fokus på kvalitet og pasform. Ud over bukserne lanceres også flere af de populære VC-bælter, der ligesom resten af kollektionen eksklusivt, bliver tilgængelige via venedacarter.com.
Styr på detaljen, looket og ideerne


Der er ikke sparet på detaljerne i den nye kollektion, tværtimod. Selvom bukserne ved første øjekast virker simple og rene i udtrykket, formår Veneda Carter at løfte designet med en række subtile, men effektfulde detaljer. Særligt syningerne og knapperne skiller sig ud, når man studerer bukserne lidt nærmere. Der er placeret knapper ved anklerne, omkring lommerne og hele vejen rundt på bagstykket lige over baglommerne. Syningerne kommer i en varm gulbrun tone, som giver bukserne et råt, men stadig stilrent udtryk. Et look man ser mere og mere i denim i dag, men her er det tydeligt, at der er tænkt over placeringen og helhedsfornemmelsen. Buksebenene afsluttes ikke som ved klassiske jeans. I stedet er de åbnet op forneden, skåret cirka 7 til 12 centimeter, hvilket giver et meget afslappet og baggy udtryk til en i forvejen ret baggy model.
Bælterne, der også bliver en del af droppet, kommer i flere farver blandt andet babyblå, beige, sort og grå, som Veneda Carter allerede har vist glimt af på sin Instagram. De er hver især designet med forskellige detaljer, men fælles for dem er brugen af små knapper og diamantlignende sten, der tilfører bælterne en følelse af eksklusivitet uden at det bliver for prangende. Det er accessories, der skiller sig ud på en måde, der både føles ny og gennemtænkt uden at man skal ligne en, der leder efter opmærksomhed.
Kreativiteten brager derudaf


Veneda Carter har i forvejen haft et travlt år. I slutningen af maj udgav hun sin seneste RTW-kollektion, som spændte bredt. Den bød blandt andet på nye smykker, et par Nike x Veneda Carter Air Max Muse sneakers, samt et bredt udvalg af afslappet og stilsikkert joggingtøj i forskellige farver og varianter. Alt sammen i den karakteristiske æstetik, der har gjort hende til et navn, mange holder øje med.
2025 tegner allerede til at være endnu et stærkt år for Veneda Carter. Med den kommende denim-kollektion viser hun endnu en gang, at hun forstår at balancere råt materiale med elegant enkelhed. Og ser man bare en smule med i, hvad hun laver både kreativt og samarbejdsmæssigt, så er det svært ikke at forvente endnu flere spændende projekter og kollektioner i den nærmeste fremtid. Det ser ikke ud til, at Veneda Carter har tænkt sig at sænke farten foreløbig.





