På sit nye album leverer Tyler fest og stærk produktion, men rapperen drukner lidt i producerens egne vilde beats og kreative fusioner.
Et sonisk turn up med stærke beats og genreblanding med svingende rappformances. Tyler, the Creator har altid været sin egen i rapgamet både som beatmaker og konceptskaber. På Don’t Tap the Glass, hans seneste album fra denne uge, drejer han blikket væk fra sine introspektive fortællinger til ren og rå festmusik. Albummet er en musikalsk opfordring til at droppe skærmen eller kommentarsporet, og i stedet skrue op for lyden og turn up. Men selvom produktionen leverer stilsikre grooves og kreative fusioner, står rapperen Tyler en smule i skyggen af produceren Tyler.
Glasset, vi alle står bag
Albummets titel udspringer af Tylers egen observation; Folk er blevet bange for at danse. Ifølge Tyler selv handler det om frygten for at blive dømt, filmet eller forvandlet til meme på internettet. Don’t Tap the Glass fungerer derfor som et kulturelt opråb, og en afvisning af en slags overvågningskulturen og en invitation til at slippe kontrollen. Det hele kulminerede i en telefonfri release-fest med 300 dansende gæster Et eksperiment Tyler senere har kaldt en af de bedste nætter i sit livs.
Fusion af genrer og groove
Det er tydeligt, at Tyler har haft det sjovt i studiet. På de instrumentale fronter er albummet tæt på overlegent. Hver produktion føles gennemarbejdet og modig, og han formår at fusionere house, G-funk,, electro, bounce og 80’er-soul uden at tabe retning. På “Big Poe” leverer han en West Coast-energi med hårdtslående trommer, sampler “Pass the Courvoisier” og en feature fra Pharrell Williams. På et andet track “Sugar on My Tongue” svæver han mellem house og funk, der bliver et energisk og high tempo. Tracket “Don’t You Worry Baby” rammer den mere blød tone, med Madison McFerrins vokal og Miami-bass vibes som giver et energisk kick, der får den til at ose af en gammel og retro dansegulvsfavorit.. På næstsidste track “I’ll Take Care of You” med Yebba, sampler Tyler “Knuck If You Buck” og blander southern american uptempo crunk, på et track der ellers lød meget som en lo-fi lignende lyd.
Produktionen er med andre ord et sonisk buffet, der har været farverigt, levende og konstant i bevægelse. Her viser Tyler, at han stadig er en af de mest innovative producere i moderne hiphop.
Svingende rap-performances
Mens produktionen stikker af i kreativ sammensmeltning, føles den lyriske del af albummet til tider uinspireret. Flere tracks afslører en Tyler, der rapper med mindre energi til tider for meget energi, mindre nærvær og færre mindeværdige øjeblikke, end man er vant til fra hans hånd.
Numre som “Tell Me What It Is” og “Don’t Tap That Glass / Tweakin’” mangler det lyriske punch og leveringen, der normalt kendetegner ham, i stedet drukner vokalen ofte i effekter.
Der er dog øjeblikke hvor Tyler stadig fremviser med sit talent på tracksne “Sucka Free” og “I’ll Take Care of You” viser, at han stadig kan ramme følelsen, hvis han vil. Men over hele linjen savnes den præcision på det lyriske og vokalen overall.
Solide instrumentals med skæve vers
Don’t Tap the Glass føles mere som et boiler room-set end et typisk Tyler album. Og det lyder også som intentionen fra Tylers side af.. Men når lyrikken og vokalen ikke kan matche beatets niveau, så risikerer projektet at blive et musikalsk backdrop, der faktisk lyder rigtig godt og skaber en energisk stemning, men som stadig er lidt svær at være.Det er et modigt forsøg, men også rodet album, hvor form og frihed får lov at dominere over indhold og skarphed. Der er ingen tvivl om, at det vil lande stærkt hos fans af eksperimenterende og genrehoppende musik, men dem der søger lyrisk dybde vil muligvis gå skuffede fra festen.
Tyler, the Creator har skabt et album, der lyder som en kæmpe sommerfest. Som producer er han stadig en af de førende blandt sine kollegaer der både producerer og performer, men som rapper lyder han til tider som en gæst på sit eget projekt. Et middelmådigt album med fænomenal lydside. Hiphop-håndværket i beatsene er topniveau, men som helhedsoplevelse mangler Don’t Tap the Glass lidt mere bid, lidt mere finesse.
