Tylas nye EP WWP føles mere som en mellemstation end et statement – poleret, men uden den kant, debutalbummet bød på.
Efter et gennembrud, de fleste kun kan drømme om, skulle man tro, at Tyla ville bruge sin næste udgivelse til at skubbe sine egne grænser, men hendes nye EP WWP føles mere som en midlertidig udgivelse end et reelt kunstnerisk statement. Hvor hendes debutalbum havde både ambitioner og kant, er WWP et mere poleret, men også mere ufarligt projekt, der mest af alt virker som noget, der skulle ud hurtigt for at holde dampen oppe.
Et lydunivers vi kender - måske lidt for godt
EP’en byder på de elementer, vi kender og forbinder med Tyla. De dansevenlige amapiano-rytmer, bløde pop-melodier og en produktion, der aldrig rigtig har fejlet. Hun lyder selvsikker og er stærk på stemmen, som hun ofte gør. Det er sensuelt, let, og ekstremt velfungerende på overfladen, men når man lytter lidt nærmere, bliver det svært at mærke en egentlig udvikling eller dybere intention bag de fire numre.
Man savner en fornemmelse af, at Tyla har noget reelt på hjertet. Det hele glider så nemt ned, at det næsten bliver lidt ligegyldigt. Selv når hun i glimt prøver at adressere den bagside, der følger med berømmelsen, som i linjer om at føle sig misforstået eller ikke kunne gøre noget rigtigt, kommer det aldrig rigtig ud over rampen.
Et spændende og lummert samarbejde
Der er dog momenter, hvor det emmer af stemning og tiltrækning, som i samarbejdet med Wizkid. Viben er sexet og lummer, og beatet er skræddersyet til lange sommernætter. De to forskellige vokaler passer egentlig godt til hinanden på sangen, men igen føles det som noget man har hørt før. Tyla spiller på sikre kort og virker tilfreds med at holde sig inden for en formel, hun ved der fungerer. Det er svært at bebrejde hende, men det gør det også svært at engagere sig som lytter af EP’en.
Man kan heller ikke lade være med at tænke, at hendes vokale evner ikke bliver brugt fuldt ud. Hun har tidligere vist, at hun kan være både dynamisk og eksperimenterende med stemmen, men her holder hun sig til det samme udtryk gennem hele EP’en. Det bliver pænt, men også fladt. Når alle numre har samme energi, bliver helhedsindtrykket hurtigt ensartet, især når der kun er fire sange at lytte igennem.
En dansevenlig EP, men så heller ikke mere end det
WWP kommer ikke uden nogen former for kvalitet. Den er smooth, nem at danse til og lyder jo egentlig godt i ørene, især hvis man ikke forventer for meget som lytter. Men som opfølger til et gennembrud og en Grammy-sejr, føles det her mere som en tom kaloriebombe end noget, der bygger videre på den hype, hun har skabt. Der er ikke noget decideret dårligt her, bare heller ikke noget, der brænder igennem.
Det er ikke usædvanligt, at unge kunstnere har brug for at trække vejret midt i en eksplosiv karriere. Men med WWP føles det som om Tyla har sat autopiloten til, men man skal stadig huske, at hun kun er 23 år og stadig i gang med at finde sig selv som kunstner. Det er måske netop derfor, WWP føles som et break eller pitstop mere end et egentligt kunstnerisk skridt fremad. Hun har allerede bevist, at hun kan ramme både hitlisterne og dansegulvet og nu bliver det spændende at se, om hun i fremtiden tør dykke dybere og tage chancer, der viser mere af den person og den stemme, der gemmer sig bagved. For potentialet er der uden tvivl, men det mangler bare at blive brugt til noget mere end bare stemning og hurtig tilfredsstillelse for fans.
Vores anbefalinger fra EP'en
- “Dynamite (feat. Wizkid)”
- “MR. MEDIA”
