SWAG – Justin Bieber træder ind i en ny æra

Uden varsel udgav Justin Bieber sit ottende album SWAG – et overraskende, men strategisk træk.

Justin Bieber er tilbage med sit ottende studiealbum, SWAG, et album, der kom som en overraskelse for mange. Ingen teasere, ingen nedtælling. Justin offentliggjorde først udgivelsen samme dag, albummet ramte streamingtjenesterne. Det var et chok, men ikke uden strategi.

Mystikken før udgivelsen

Op til udgivelsen har der været spekulationer i hobetal. Fans og medier har diskuteret, om Justin overhovedet havde det godt, med kryptiske og til tider kontroversielle opslag på sociale medier, rygter om ægteskabelige problemer med Hailey Bieber, og en generelt mere fraværende attitude. På Instagram skiftede han navn fra @justinbieber til @lilbieber, delte mærkværdige indlæg og blev spottet i selskab med artister som Sexyy Redd og Gunna. Det hele byggede op til en formodning om, at Bieber var på vej med et rap-album.

Men da SWAG udkom, blev det hurtigt klart, at spekulationerne var langt fra virkeligheden. Justin rapper ikke på albummet, og selvom beat-selektionen trækker tråde til hiphop verdenen, er det ikke et rap-album. I stedet møder vi en syngende Bieber, der lyder mere ærlig og nærværende end nogensinde før.

SWAG adskiller sig markant fra Biebers tidligere udgivelser. Det føles ikke som et projekt dikteret af et pladeselskab, men snarere som et personligt værk fra Justin selv. Det betyder ikke, at hans tidligere albums mister deres værdi, men det her album har en anderledes nerve. Det er mindre fokuseret på radiohits og mere optaget af fortælling og følelse.

Albummet føles som en rejse ind i Justins sind. De tre skits – “Soulful,” “Therapy Session” og “Standing on Business” alle med komikeren Druski, giver et sjældent indblik i, hvordan Justin har haft det på det seneste, og hvordan han bearbejder livets op- og nedture.

Et ægte og sårbart projekt

Billede: Spotify

Scooter Braun, Biebers tidligere manager og en af de personer, der har fulgt ham tættest gennem karrieren, tog til Instagram for at dele sine tanker om albummet:

“This is without a doubt, the most authentically Justin Bieber album to date. It’s beautiful, raw and truly him. And that matters.”

Han fortsatte:

“He poured his soul into this project, and you can feel it in every single run. The way he chose to release it is just as intentional as the music itself – and I’m happy to see him do it this way.”

Brauns ord understreger, hvad mange fans mærker: Det her føles ægte. Musikken oser af ærlighed og autenticitet, og det virker hverken poleret eller fabrikeret. Der er noget modent og sårbart over SWAG, som vi ikke har hørt fra Justin før i samme grad.

Rap inspiration uden at gå på kompromis$

Billede: renell medrano

Selvom det ikke blev det rene rap album, som nogle havde forventet, er rapkulturen alligevel tydeligt til stede. Med features fra Sexyy Redd, Gunna, Cash Cobain, Druski og endda Eminem, krediteret på nummeret “YUKON” – har Justin formået at trække på hiphop verdenens energi uden at miste sin egen lyd. Han formår at blande elementer fra rap ind i sin musik, uden at det føles påtaget eller corny.

En moden Justin med noget på hjerte

SWAG er et balanceret, velproduceret og følelsesmæssigt stærkt album. Justin Bieber fremstår mere moden og reflekteret end nogensinde før – og det klæder ham. Med denne udgivelse viser han, at han er klar til en ny æra i sin karriere. En æra, hvor det handler mindre om hitlister og mere om ærlighed, dybde og kunstnerisk frihed.

Hvis SWAG er begyndelsen på den nye Justin Bieber, så har vi uden tvivl meget at se frem til.

Vores tre anbefalinger fra albummet

  1. YUKON
  2. GLORY VOICE MEMO
  3. WAY IT IS (FEAT. GUNNA)

Albummet SWAG” overall vurdering​

Join the culture

Kunne du lide denne historie? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så går du aldrig glip af flere.