Rap-beefen blusser op igen i 2025 – nu mellem Joey Bada$$ og Ray Vaughn i en ny East vs. West-konflikt.
Hvis du troede, at rap beef var noget, vi efterlod i 2024, kan du godt finde popcornene frem igen. For selvom sidste år var præget af en af de største fejde i moderne hiphop-historie mellem Kendrick Lamar og Drake, er ilden langt fra slukket. Tværtimod – flere artister har fået blod på tanden og bruger deres tracks til at sige og gøre præcis, hvad de føler.
Selvom Kendrick og Drakes konflikt ikke blev til den klassiske “East Coast vs. West Coast”-krig, som vi så det i 90’erne med Tupac og Biggie, tyder meget nu på, at det ikoniske regional opgør kan være ved at genopstå – denne gang mellem New York-undergrunds legenden Joey Bada$$ og TDE’s Ray Vaughn.
Joey Bada$$ går til angreb på hele vestkysten
I starten af året udgav Joey Bada$$ tracket “The Rulers Back”, hvor han ikke lagde fingre imellem. Med linjen “Too much West Coast dick lickin’, I hear niggas throwing rocks, really ain’t shit stickin’” sendte han en stikpille mod hele den vestlige rapscene.
Siden da har han fulgt op med flere angreb, blandt andet i sin seneste freestyle hos Red Bull, med både Big Sean og Ab-Soul. Joey har i den grad vist, at han er klar til kamp – selv hvis det kræver at stå alene.
Ray Vaughn svarer igen – og rammer hårdt
Efter en periode med ensidig beef fra Joeys side, er der nu endelig kommet modspil. Ray Vaughn fra Top Dawg Entertainment (TDE) har taget udfordringen op og svaret igen med diss-tracket “Hoe Era” – og han går direkte til angreb, både visuelt og lyrisk.
Ray kritiserer Joeys skift fra rapper til skuespiller med henvisning til hans populære rolle som “Unique” i 50 Cent-serien Raising Kanan. Han stiller også spørgsmålstegn ved Joeys relevans og leverer den provokerende bemærkning, at Ice Spice nu er mere “kongen af New York” end Joey selv.
Det står klart, at Joey Bada$$ har fået en værdig modstander, og konflikten har potentiale til at udvikle sig til noget langt større end blot en personlig beef mellem to artister.
En ny æra for coast-to-coast-kampen?
East Coast og West Coast har altid været grundsøjler i hiphoppens historie. I 1990’erne var det netop rivaliseringen mellem disse regioner, der skabte nogle af genrens mest ikoniske øjeblikke – ikke mindst Tupac (Death Row/West) og Biggie (Bad Boy/East).
Selvom Atlanta og andre områder har markeret sig i nyere tid, er kampen mellem øst og vest stadig central i rapkulturen. Derfor er konflikten mellem Joey Bada$$ og Ray Vaughn ikke bare underholdning – det er en fortsættelse af en historisk kamp om at dominere gamet og sidde på tronen.
Om denne beef får samme kulturelle gennemslagskraft som Drake vs. Kendrick er uvist – men dens konkurrencepræg og potentiale er uden tvivl stort.





