October’s Very Own: Fra Mixtape til Formel 1 – Sådan Har Drake Skabt Et Globalt Streetwear-Imperium

Drakes OVO er vokset fra musiksignatur til globalt streetwear-fænomen med samarbejder med bl.a. NBA, NFL, UFC og Red Bull Racing.

October’s Very Own, bedre kendt som OVO, er meget mere end bare et brand. Hvad der startede som en kreativ signatur på rapperen Drakes tidlige mixtapes, har i dag udviklet sig til et globalt streetwear-fænomen og livsstilsunivers med samarbejder, der spænder fra NBA og NFL til UFC og senest Red Bull Racing i Formel 1. Vi kigger tilbage på historien bag OVO og de seneste spektakulære samarbejder, der viser, hvordan Drake og hans brand for alvor har indtaget verdens største sports- og kulturarenaer.

Fra Toronto til Verden: Oprindelsen af OVO

Billede: billboard.com

Historien om October’s Very Own begynder i Toronto, Canada, hvor Drake i 2006 brugte udtrykket som en signatur på sine tidlige mixtapes. Navnet henviser til rapperens fødselsmåned, oktober, men blev hurtigt til et symbol på eksklusivitet, kvalitet og canadisk stolthed.

I 2011 lancerede Drake officielt OVO som en clothingline, og året efter stiftede han musiklabellet OVO Sound sammen med produceren 40 og manager Oliver El-Khatib. Med åbningen af deres første fysiske butik i Toronto i 2014 og senere butikker i byer som Los Angeles, New York og Chicago, blev OVO cementeret som et internationalt streetwearbrand. OVO Sound var et sublabel under Warner Music Group frem til 2022, hvorefter det blev et independent label der herfra, har givet Drake og OVO-holdet større kreativ kontrol, som set i mange af deres seneste ventures.

Streetwear med sports-DNA

Billede: gentspost.com

Gennem årene har OVO gjort sig bemærket med samarbejder, der bygger bro mellem sport, kultur og fashion. Mest kendt er partnerskabet med Toronto Raptors i 2013, hvor Drake blev udnævnt som global ambassadør for NBA-holdet. Det blev starten på en række kollektioner og limited-edition drops, der hurtigt blev udsolgt verden over. Senere fulgte eksklusive kollektioner med Nike, Air Jordan og Canada Goose, der alle bærer det ikoniske uglelogo, et symbol på luksuriøs streetwear med et strejf af canadisk edge.

Seneste samarbejder: Formel 1, UFC og NFL

Billede: hypebeast.com

De seneste år har OVO udvidet sine samarbejder markant. Især i sportens verden har brandet formået at sætte sig på de mest profilerede platforme og ligaer.

Red Bull Racing (2025): I juni 2025 offentliggjorde OVO et nyt samarbejde med Red Bull Racing i Formel 1. Partnerskabet inkluderer specialdesignede hjelme med OVO’s uglelogo, eksklusive varsity jackets, et tracksuit, tees og andet limited merchandise.

UFC (2024/2025): OVO har også indgået et samarbejde med UFC om en kollektion af jakker, hoodies og t-shirts. Kollektionen, der blev lanceret via Fanatics, blev hurtigt udsolgt og satte ny standard for crossover mellem streetwear og kampsport.

NFL (2023/2024): Drake og OVO’s interesse for sport stopper ikke der. I forbindelse med Super Bowl og den amerikanske NFL-sæson har brandet lanceret flere kollektioner med NFL-licenserede varer. Heriblandt Winter ’23-kollektionen med varsity-jakker, hoodies og caps inspireret af udvalgte hold og klassisk stadion-stil.

F.C Barcelona (2022): I sammenhæng med “El Clásico” den største rivalisering i fodboldverden mellem catalanske F.C Barcelona og Real Madrid C.F, optrådt det velkendte OVO-logo på Barcelonas hjemmetrøje, i sammenhæng med klubbens sponsor aftale med Spotify, der ved dette opgør havde Drake som deres featured artist.

Et kulturelt powerhouse i konstant bevægelse

Billede: story.capetown

October’s Very Own er i dag mere end bare et brand, det er blevet et kulturelt kraftcenter. Med strategiske samarbejder, globale pop-up shops og en konstant finger på pulsen i både musik- og sportsverdenen, har Drake og OVO formået at skabe et brand, der ikke blot følger trends, men faktisk sætter dem. Samarbejdet med Red Bull Racing er et stærkt bevis på, at OVO nu er klar til at tage kampen op på de mest eksklusive og internationale scener. Og hvis brandets historie er en indikator, er det kun et spørgsmål om tid, før næste store overraskelse lander.

Billede: Vibe105to.com
Join the culture

Kunne du lide denne historie? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så går du aldrig glip af flere.