Op til sit Orange Scene-show udgav D1ma ét nyt track hver aften, og fremførte hele sin kommende EP N1YA live som del af koncerten.
I dagene op til sit følelsesladede og gådefulde show på Roskilde Festivals legendariske Orange Scene overraskede D1ma sine fans med en særlig udgivelsesstrategi. Hver aften i ugen op til torsdagen, dagen for hans store koncert, udgav han et nyt track fra sin kommende EP “N1YA”. Da torsdagen kom, spillede han hele EP’en live som en integreret del af sit sæt på Orange Scene.
Elektronisk, råt og sårbart – et lydunivers kun D1ma mestrer
“N1YA” består af blot fire numre, men på trods af sin korte spilletid føles EP’en som et stort og komplet værk. Den fungerer som en naturlig fortsættelse af hans tidligere projekt “7”, som udkom i slutningen af 2024. Hvor “7” allerede viste D1mas styrke som musiker og lyriker, føles det som om, han i “N1YA” træder endnu mere sikkert ind i sit eget lydunivers, et univers, der er både mere råt, mere ærligt og mere eksperimenterende.
Et særligt højdepunkt er nummeret “BRÆNDER” (feat. SYL), hvor det danske punkband SYL tilfører en aggressiv og kantet energi, der står i stærk kontrast til D1mas karakteristiske sårbare vokal. Det er netop i spændet mellem det rå og det følsomme, at D1ma for alvor skinner. Resultatet er en følelsesmæssigt intens oplevelse, hvor musikken rammer dybt og efterlader et varigt indtryk.
D1ma er kendt for sin kompromisløse kunstneriske vision, sin gådefulde persona og en næsten eksklusiv tilgang til samarbejder og hans position som en ener på den danske musikscene er ikke til at tvivle på. EP’ens lydlandskab bevæger sig mellem elektroniske teksturer og næsten gospel-lignende passager, en blanding der sjældent høres i dansk musik, og som kun få formår at balancere med samme autenticitet.
D1ma viser endnu en gang, at han er en af de få artister i Danmark, der tør gå egne veje, både musikalsk og strategisk. Han udgiver, når det føles rigtigt, han samarbejder kun med dem, der for alvor matcher hans vision, og han formår at kombinere æstetik, følelser og innovation i en grad, der placerer ham i en klasse for sig.
Hvis “N1YA” er et tegn på, hvad fremtiden bringer, kan vi med ro i sindet konkludere: D1ma har kun lige begyndt.





