Noah Carter overrasker med modent og velproduceret album: Guld & Grønne

Nyt surprise-album med moden lyd og personlig storytelling.

Noah Carter har udgivet surprise-albummet Guld & Grønne, og det er tydeligt, at han nu for alvor har fundet sig til rette i den danske lyd, som han introducerede os for med Noahs Ark tilbage i 2024. På det nye album fremstår Noah mere voksen og moden end nogensinde før. Gennem stærk storytelling på udvalgte numre kombineret med et højt niveau af rap, giver han os et sjældent indblik i sine tanker og følelser — især på tracks som “Rockstar”, outroen “Rammer Anderledes” og “God Til Fransk” (feat. Ella Augusta). Disse numre føles mere som personlige fortællinger end som klassiske sange, og netop her formår Noah at ramme publikum på sit allerbedste.

Stærk rap og velvalgte features

Billede: Oli Zaza

Rappen på Guld & Grønne er gennemgående stærk, og det samme gælder de features, der gæster albummet. Samarbejderne løfter både Noah og gæsterne, og de fremstår alle som et perfekt match til hans lyd. Noah bekræfter endnu en gang, at han er blandt Danmarks mest talentfulde rappere. Hans selvsikkerhed skinner tydeligt igennem; han rapper, som om han er den bedste. Dog kan man fra tid til anden savne et decideret x factor på rapdelen — et element, der virkelig overrasker. Men måske skyldes det, at Noah er blevet så teknisk dygtig, at publikum efterhånden ved, hvad de kan forvente. Heldigvis er hans bundniveau fortsat ekstremt højt, og det viser Guld & Grønne på fornem vis.

Eksperimenter eller sikre valg?

Måske er det ikke nødvendigt for Noah at eksperimentere meget med lyden på nuværende tidspunkt. Han leverer det, han ved, folk vil høre — især efter et længere fravær fra den danske musikscene, hvor han i flere år primært lavede engelsksproget musik. Og der er ingen tvivl om, at det virker: både hans gamle og nye publikum tager imod albummet med åbne arme.

Alligevel lurer spørgsmålet i baghovedet: Hvorfor ikke vende tilbage til den engelske lyd? Allerede på sidste nummer af Noah’s Ark hintede Noah til Couch Dreams 2 — en opfølger til hans succesfulde engelsksprogede debutalbum Couch Dreams. Med det momentum han har nu, kunne et skifte til engelsk måske være et strategisk smart træk.

Hvad er det næste skridt?

Billede: Oli Zaza

Guld & Grønne er et gennemarbejdet album, hvor Noah Carter balancerer stærke rappræstationer med introspektive og rørende fortællinger. Albummet har været en overraskelse for fans, men det efterlader os også med spørgsmålet: Hvad bliver det næste skridt for Noah Carter? Han er en af de få danske rappere, der har mulighed for at gå i mange musikalske retninger — og det bliver spændende at se, hvilken vej han vælger.

Billede: spotify

Vores tre anbefalinger fra albummet

  1. Rammer Anderledes
  2. God Til Fransk (feat. Ella Augusta)
  3. Pogba (feat. Gilli)

Albummet “Guld & Grønne" overall vurdering

Join the culture

Kunne du lide denne historie? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så går du aldrig glip af flere.