Klassikeren gør comeback i efteråret 2025 med Barça-inspireret farvekombination i blå, bordeaux og gul.
Nike bringer en klassiker tilbage og giver den et twist, der rammer lige i hjertet hos både sneakerheads og fodboldfans. Total 90 III vender tilbage i efteråret 2025, nu i farver tydeligt inspireret af FC Barcelona. En klub der ikke bare er kendt for flot fodbold, men også for sit visuelle udtryk, der går igen langt uden for banen.
Den nye version af skoen kombinerer kongeblå på ydersiden og tåboksen med en dyb bordeauxrød på hælen og den indvendige side. Gule detaljer pynter på logoet på tungen og indersålen, og hele overdelen ligger på en hvid mellemsål og en plettet ydersål, med små fede støv-lignende detaljer. Til sidst fuldender blå snørebånd looket, der balancerer perfekt mellem det retro look og det mere moderne. Selv uden FC Barcelonas officielle logo er det tydeligt, hvad skoen hylder. Der gives et respektfuld nik til Barcelonas identitet og historie.
Det oser af klassikerstatus og kulturel kant


Total 90-serien startede som en fodboldstøvle i starten af 00’erne, båret af stjerner som Wayne Rooney, Luís Figo og mange flere. Nu har modellen taget springet over i gadebilledet som en sneaker, der kombinerer performance-rødder med streetwear-æstetik.
At Nike nu vælger at hylde FC Barcelonas farver med en Total 90, virker heller ikke helt tilfældigt. Klubben har i de seneste år fået en plads i popkulturen gennem en række andre kreative samarbejder. I foråret 2025 samarbejdede Travis Scott med Spotify og FC Barcelona om en eksklusiv El Clásico-trøje, hvor hans Cactus Jack-logo erstattede Spotifys på brystet. Samarbejdet blev fulgt op af en limiteret kollektion og en koncert i hjertet af Barcelona. En begivenhed, der blandede sport, musik og stil i ét.
2 år før var Rolling Stones på banen med deres ikoniske tunge-logo på Barcelonas trøjer i forbindelse med deres album “Hackney Diamonds”. Det var endnu et bevis på, hvordan klubbens farver og status kan indgå i nye kulturelle sammenhænge, uden at det føles som et projekt man tvinger igennem bare for at gøre det. Alt det viser bare, hvor stærk en visuel identitet FC Barcelona har og hvorfor det giver mening, at netop deres farver nu rammer Nikes retroklassiker. Total 90 III “FC Barcelona” er ikke bare endnu en farvekombination. Det er en sneaker med dybde, historie og kulturel relevans. Og sandsynligvis en af efterårets mest eftertragtede udgivelser.
Skoen har ikke fået en officiel udgivelsesdato, men forventes at ramme fysiske og online butikker i efteråret 2025.





