Friskt på papiret – men i praksis mister mange shows den rå rap-energi, som genren bygger på.
De seneste år er der dukket en tendens op på den danske rapscene som man ikke ser særlig meget hos for eksempel store navne i udlandet. Flere af de største rappere herhjemme vælger at tage livebands med på scenen i stedet for at lade deres numre køre over et backingtrack med en DJ i ryggen. På papiret kan det lyde som et frisk pust, men i praksis rammer det sjældent den stemning som genren bygger på.
Når livebandet fjerner rapkanten
Rap er i sin natur skabt til beats der er præcise, stramme og fulde af de detaljer fans kender fra originale indspilningerne. Når et liveband spiller de samme numre ændres tempo, følelse og lyd markant. Trommer og guitar kan fylde på en måde der overdøver melodierne og det flow kunstneren egentlig leverer. Fans oplever at den skarpe produktion de kender fra pladen bliver pakket ind i et mere løst og jamagtigt udtryk som ikke matcher den rå energi de kom for at høre.
Det giver derfor mening at genrer som rock, pop og reggae bliver spillet med liveband til optrædener da musikken i første omgang blev lavet fra bunden af netop et liveband herunder guitar, klaver og et sæt trommer fx, og derfor opretholder den samme lyd som fra første originale indspilning. Det er bare ikke tilfældet ved rapmusikken den dag i dag, og netop derfor opstår problematikken, når livebands og rapmusik smelter sammen.
Livebands kommer i clinch med flowet
Eksemplerne er mange. Benny Jamz har optrådt med liveband på festivaler, og selvom det gav et anderledes show, pegede flere fans på at de savnede den tunge bas og den originale lyd som mange har forelsket sig i. Lamin har også eksperimenteret med live musikere på scenen for at løfte koncertoplevelsen, men det har til tider fjernet den tætte kontakt mellem hans flow og beatet. Endnu et eksempel er Kesi, der ved flere udvalgte koncerter har brugt liveinstrumenter til at genskabe kæmpehits som “Kom over” og “Følelsen”, men resultatet har ikke ramt samme stemning som de originale tracks der er bygget til at blive pumpet ud af højttalerne i præcis takt.
Her er der taget udgangspunkt i nogle af de mest hypede liveperformere lige nu i Danmark, men listen er uendelig lang, og man ser kun flere og flere drage inspiration herfra.
Hvorfor danske rappere fristes af livebandet
Tendensen virker som et bevidst forsøg på at give koncerten en unik oplevelse og måske også at legitimere rap som “rigtig musik” i et liveformat. I Danmark hvor mange koncertsteder er mindre og publikum står tæt, kan det virke som en god idé at tilføje noget nyt og organisk. Men det kan også give det modsatte resultat. Den tætte kontakt mellem beat og rapper, som er fundamentet for genren, kan hurtigt gå tabt, og i stedet får man et lydbillede hvor ordene kæmper om plads med trommesoloer og guitarhooks.
I udlandet holder mange af de største rapnavne fast i en DJ og backingtracks netop for at sikre at sangene lyder som publikum forventer. Det giver en stramhed og en genkendelighed som er vigtig i en genre hvor rytme og flow er alt. Nogle gange skal man bare holde tingene inden for de kendte rammer, for det er jo sådan både kunstneren og fans kender sangene bedst. Når man ændrer for meget på det, mister man ofte det element af præcision som rap lever af.
En balancegang mellem nyt og velkendt
Livebands i rap er derfor lidt af en balancegang. Det kan give et anderledes show og måske imponere folk der ikke normalt hører genren. Men for dem der kommer for at mærke de beats og det flow de kender, kan det ende med at føles som et kompromis hvor rappen drukner og energien mister fokus. På den danske scene fortsætter eksperimentet, men spørgsmålet er, om det i længden vil blive en fast del af rapkulturen eller om det forbliver en niche for særlige koncerter.
