Ny sneaker hylder Kobe med Barcelona-inspireret design i lilla slangeskind og sorte detaljer.
Nike fortsætter med at ære arven flere år efter tabet af Kobe Bryant, og denne gang sker det på en måde, der også vil få fodboldfans til at spidse ører. En ny Air Force 1 Low Protro er på vej, og den er lavet med inspiration fra en af Kobes store passioner uden for basketballbanen, nemlig FC Barcelona.
Udgivelsen kommer i kølvandet på en anden nylig sneaker fra Nike, der også trækker tråde til FC Barcelona, nemlig relanceringen af den ikoniske Nike Total 90 III. En sko, der vækker minder hos mange fodboldfans og tydeligt markerer Nikes fokus på klubbens visuelle og kulturelle arv i øjeblikket. Her er det især farverne, man forbinder med Barcelona, der er i fokus, uden at det nødvendigvis er et direkte samarbejde med klubben. Hvor Total 90 III spiller mere subtilt på stemningen og nostalgien, går Kobe-sneakeren mere direkte til hjertet hos dem, der virkelig har et forhold til både FC Barcelona og Kobe Bryant.
Designet trækker tydeligt på farver og stemning fra Barcelonas alternative trøjer, hvor en dyb lilla overdel i slangeskinds-look sætter tonen. Sorte lakdetaljer på Swoosh, snørebånd og hæl giver skoen et stilrent og eksklusivt udtryk, der sagtens kan bruges både på gaden og som statement-piece i samlingen.
En hyldest til en af de største



Men det er ikke kun udseendet, der gør skoen særlig. FC Barcelonas logo optræder flere steder, hvilket giver den et klart fodbold-touch. Samtidig er Kobe tydeligt til stede i designet med hans signatur, Mamba-logoet og det velkendte Protro-tag, som vi kender fra flere af hans tidligere sneakers.
Det virker til at være en vellykket blanding af to verdener, der begge fyldte meget i Kobes liv. Og det er netop det, der gør modellen interessant. Den rammer både fans af Kobe, fodboldentusiaster og sneakerheads, der er på jagt efter noget lidt ud over det sædvanlige. Den vil formentlig tiltrække mest opmærksomhed fra FC Barcelona-fans verden over, men samtidig holder den sig på en måde, hvor det ikke føles som en sneaker lavet kun til Barca-tilhængere. I stedet fremstår den som en respektfuld hyldest til Kobe og hans særlige forhold til klubben fra Catalonien.
Der er endnu ikke meldt noget officielt ud fra Nike, men alt tyder på, at sneakeren rammer hylderne i løbet af efteråret 2025. Prisen forventes at ligge på omkring 150 dollars, og den vil formentlig blive tilgængelig via Nike SNKRS og udvalgte forhandlere.





