Helende, roligt og i balance – men til tider så afdæmpet, at kanten forsvinder.
Kid Cudi er tilbage med sit 11. studiealbum Free, og titlen siger egentlig det meste. Det er et projekt, der handler om at slippe de gamle dæmoner, finde roen og være i stand til at trække vejret frit igen. Siden hans hårde kamp med depression og indlæggelsen i 2016 har Cudi bevæget sig mellem det gode og det onde, og med Free står han et sted, hvor han for første gang i mange år lyder til at være i balance.
Cudi kalder selv Free sit mest rolige album og det kan høres. Vokalerne er lette, produktionerne mere åbne, og musikken føles ikke nær så tung som tidligere. Men den nye ro koster også. Energien, og de skæve ideer, der engang gjorde ham speciel, virker til at være skiftet ud med noget, der mest føles som baggrundsmusik og bliver lidt kedeligt og ensartede.
Et selvstændigt udtryk, men lidt for jævnt
Albummet føles mere som et langt humørnummer end en rejse. Der er et sammenhængende udtryk, men det betyder også, at flere tracks glider ind og ud af hinanden uden rigtig at bide sig fast. man står som lytter ikke med en “wow” følelse efter albummet eller tracksne. Produktionen balancerer mellem pop-rock og melodisk hiphop, og det fungerer fint, men det er ikke noget at råbe hurra for. Det er ikke en decideret dårlig lyd, men det mangler de skarpe øjeblikke, der kunne gøre Free til mere end bare et “behageligt” album.
Man fornemmer, at “Free” er et bevidst valg. Det er ikke et album, der skal skrige efter opmærksomhed eller ryste en hel lyttergruppe. Det er snarere et personligt statement fra en mand, der endelig har fundet ro i sig selv. På den måde er albummet smukt, fordi det føles ægte når man kender hans historie. Men hvis man måler det som et kunstnerisk udspil, er det svært at se det som en ny klassiker. Den kreative, grænsesøgende Cudi fra Man on the Moon er pakket væk, og i stedet får vi en mere jordnær version af ham. Det er sympatisk, men ikke altid spændende.
En rolig genkomst
Free er Kid Cudi i balance. Det er selvfølig lettende at høre ham et sted, hvor han ikke længere kæmper med de samme tunge følelser. Men samtidig er det også et album, der kan føles for pænt og alt for stille. Det er ærligt, varmt og lyder som en ny begyndelse. Men som en “ikke regulær” lytter der ikke er investeret i hans historie, er man nærmest ved at falde i søvn under albummet, og er ikke et album som man umiddelbart glæder sig til at vende tilbage til. Dog har vi fundet 3 sange som er albummets lyspunkter og som vi syntes i burde tage et lyt til for at få en fornemmelse af albummet.
Vores anbefalinger fra albummet
- Salt Water
- Mr. Miracle
- Opiate
