Langt album med mange genbrugte tracks; de nye løfter ikke helheden. Mere pop end rap – få glimt af kant uden rigtigt at ramme.
Tobias Rahim er ude med sit nye album, Vulkanø. Hele 22 sange er samlet her, men allerede fra start får man en lidt blandet fornemmelse. Næsten halvdelen af albummet er numre man kender i forvejen, nogle endda helt tilbage fra for halvandet år siden, og det skaber lidt en skuffelse når man havde håbet på en friskere oplevelse. Det efterlader de 13 nye sange med et stort ansvar, og desværre bliver det ikke indfriet.
Det er tydeligt, at Tobias Rahim har skubbet rap og hip hop i baggrunden og satset på poppen. Der er enkelte spor af hans gamle kant, men det bliver aldrig helt løftet. På “Den værste” med Lamin er der glimt af noget mere råt, men sangen ramte aldrig for alvor som det hit mange håbede på. “Lys (illumineret)” prøver at implementere noget nyt i hans lyd, men resultatet føles mere som et fladt forsøg end som et stærkt musikalsk eksperiment.
Stærke navne gæster, men oser af manglende kemi
De mange features burde have givet albummet ekstra energi, men de ender i stedet med at drukne. “Submissive” med Zuloo og “Bunden er et springbræt” med Kesi fremstår nærmest som misforståede samarbejder, hvor ingen af gæsterne rigtig kommer til sin ret. Det virker som om de bare har lagt deres bidrag oven på et beat uden den kemi eller dybde, der kan gøre et samarbejde uforglemmeligt. Det er igen igen en påmindelse om at store navne på et track aldrig i sig selv er en garanti for kvalitet. Når det er sagt, så er det imponerende at Rahim faktisk har fået nogle af Skandinaviens største navne med. Delara fra Norge og Molly Sandén fra Sverige er kæmpestjerner i deres hjemlande, og det siger noget om Tobias Rahims status, at han kan samle både lokale danske artister og store internationale gæster på ét album. Selvom resultatet ikke altid er lige spændende at høre på, fortjener selve ambitionen og tanken ros, for det er fedt at se en dansk kunstner kigge ud over landets grænser.
Når man ser på helheden, ender Rahims nye album med at stå en smule stille i sin egen popverden. Det føles for poleret og pænt, men også forudsigeligt på en måde, der gør, at man sjældent bliver revet helt med. Mange af numrene glider hurtigt videre uden at efterlade et stærkt indtryk, og det gør at albummet til tider mangler de store højdepunkter som kunne have løftet det op og gjort det mere mindeværdigt. Man savner de øjeblikke, hvor han virkelig tør træde udenfor komfortzonen og give lytteren noget, der brænder sig fast.
Fortællinger og vigtige budskaber som projektets højdepunkt
Til gengæld må man give Rahim, at hans måde at formidle sit univers på er gennemført. Hans sociale medier, hans fortællinger om personlige erfaringer og ikke mindst hans donation på en million kroner til behandling af misbrugere viser en kunstner med en ægte vilje til at bruge sin position til noget meningsfuldt. Han er en af de mest streamede og største danske artister netop nu, og han formår at få talt om de svære ting i en tid hvor mange andre helst holder sig til hurtige og nemme hits. Det er i høj grad dér, han skiller sig ud.
Tobias Rahim er stadig en stærk stemme på den danske musikscene, men at dette album ikke flytter ham meget videre musikalsk. Det er en samling af sange, hvor poppen styrer, hvor rappen mest er et minde og hvor de store features ikke forløser sig. Man sidder tilbage med følelsen af at albummet er velment, men også lidt for langt og lidt for sikkert. Det ender nærmest med at være de ældrere udgivelser, der skinner igennem på albummet. Til gengæld kan man ikke tage fra ham, at han tør være personlig og at han insisterer på at fortælle historier der rækker ud over musikken.
Vores tre anbefalinger fra albummet
- ”Den værste (ft. Lamin)”
- “LYS (ILLUMINERET)”
- “Elsker når du smiler”
