Earl Sweatshirt vender tilbage med Live Laugh Love

Et kort, intenst portræt af en kunstner i udvikling

Den 22. august 2025 udgav Earl Sweatshirt sit femte soloalbum, Live Laugh Love, via Tan Cressida og Warner Records. Albummet kom uden en klassisk PR-kampagne, hvor der i stedet afholdtes et release party i Los Angeles, hvor han ikke selv dukkede op. I hans sted optrådte asiatisk stunt double i rollen som “Gary Underpants”, et PR-stunt, der passer perfekt til rapperens legende, mystiske tilgang til offentligheden.

Cover album
Billede: Cover

Et album bygget på fragmenter

Earl
Billede: shazam.com

Med sine 11 tracks og en spilletid på blot 24 minutter fortsætter Live Laugh Love den minimalistiske form, som Earl har mestret efterhånden. De fleste tracks er under to minutter og indeholder kun ét enkelt vers. Denne koncentrerede struktur fremhæver de loopede, ofte hypnotiske beats og giver plads til små øjebliksbilleder frem for lange narrativer og fortællinger.

Hvor andre kunstnere bruger omkvæd og broer til at opbygge klassiske sangstrukturer, skaber Earl en næsten trance-lignende lytteoplevelse. Earl siger, hvad der skal siges, og ikke mere end det. Det er en æstetik, der både kan virke frustrerende og/eller fascinerende alt efter lytteren.

Fra hverdagen til det åndelige

Earl
Billede: billboard.com

Titlen Live Laugh Love spiller på den velkendte kliché, men i Earl Sweatshirt’s hænder bliver det et ærligt udtryk for hans liv i dag som far, som partner, som kunstner og som menneske. Teksterne spænder fra det banale til det mere spirituelle og introspektive. Et af albummet største højdepunkter findes på kærlighedsstracket “TOURMALINE”. Tracket vidner om at finde ly og sikkerheden samt finde balance i livet, hvor omkvædet på dette track er anderledes fra hvad vi ellers hører fra Earl på hele albummet. Det jazzet loop med strengeinstrumenter og et subtilt ekko fra et sample, blandet med Earls svajende og elastiske levering på omkvædet, giver tracket en afspændende og delvist hypnotisk oplevelse. Især med det ringende ekko på de gennemgående aflsuttende linjer “Both ears ringin’, ears ringin’ with your love, Both my ears ringin’ with your love”. 

Gennem sit projekt blander Earl sine personlige anekdoter blandt andet sit eget come-up som ung artist og sin barndom, med referencer til religiøse og spirituelle, til sportshold fra Californien samt hiphop og musikhistorie. Hans lyrik kræver opmærksomhed for at kunne dekrypteres, men med albummets korte format, giver han den enkelte lytter mulighed for præcist dette.

Et lydlandskab uden faste rammer

Genremæssigt befinder albummet sig i eksperimenterende hiphop, hvor jazz, lo-fi, ambient og glitch-elementer flettes ind i produktionen. Beatsene er ofte korte loops, der skifter brat eller forsvinder, som var de fragmenter fra en drøm. Med hjælp fra blandt andre Theravada, Navy Blue, Black Noi$e og Child Actor skaber Earl et lydunivers, der føles både intimt og uforudsigeligt.

Effekten af de korte, enkelt-vers-numre er, at albummet ikke føles overflødigt, selvom alle tracks ikke er af samme kaliber. Dog er det primært grundet de musikalske og instrumentale elementer, at lytteren stadig tvinges til at være til stede i nuet, og da de fleste tracks er så kompakte og koncentrerede, inviterer de til gentagelser. Med Live Laugh Love viser Earl, at man ikke behøver fylde en time for at levere en fuldendt oplevelse. Albummet er en kondenseret, lyrisk rejse ind i kunstners sind, og netop derfor bliver man hængende efter sidste tone har klinget ud.

Vores anbefalinger fra albummet

  1. TOURMALINE
  2. WELL DONE
  3. Heavy Metal aka ejecto seato!
Join the culture

Kunne du lide denne historie? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så går du aldrig glip af flere.