15 år senere leverer Clipse et skarpt og spirituelt comeback i topform.
Det er ikke hver dag, at et hiphopcomeback føles som både en åbenbaring og en genforening med fortiden. Men rapgruppen Clipse bestående af brødrene Pusha T og Malice vender tilbage med “Let God Sort Em Out”, deres første album i 15 år, og resultatet er ikke mindre end magisk. Det er både et triumferende statement og et spirituelt mesterværk, der forener fortidens skarpe flows med nutidens refleksioner og en produktion, der rammer sømmet lige på hovedet.
Et comeback med dybde og mening
Clipse slog igennem i starten af 00’erne med kultklassikeren “Lord Willin’” og cementerede deres navn i hiphophistorien med det mørkere og mere komplekse “Hell Hath No Fury”. Men efter 2009’s “Til the Casket Drops” gik duoen hver til sit, hvor Pusha T fulgte en succesfuld solokarriere under Kanye Wests GOOD Music, mens Malice trak sig fra rampelyset og fandt styrke i sin kristne tro. Efter ni års pause og meget få offentlige optrædener har Clipse valgt at genforenes, ikke bare af nostalgi, men af nødvendighed.
Pharrell, det usynlige tredje gruppemedlem
Genforeningen havde næppe været mulig uden legenden Pharrell Williams, der som en del af The Neptunes var arkitekten bag Clipse’s gennembrud. Han var ikke blot deres producent, men nærmest en tredje søjle i gruppens lyd og æstetik. Derfor føles det rigtigt og rørende, at “Let God Sort Em Out” er produceret udelukkende af Pharrell.
Albummet blev optaget over halvandet år i Pharrells private studie i Paris, en by og et rum som ifølge gruppen selv bragte en dyb kreativ ro og fordybelse. Paris blev et slags eksil, langt fra hitlistepres og amerikansk medietåge, og resultatet er et album der emmer af kontrol, fokus og kunstnerisk integritet. Lyden er skrabet og cinematisk, med subtile Neptunes-signaturer og masser af rum til ordene og åndedrættet.
Et album, der prædiker uden at pege fingre
Let God Sort Em Out er tematisk tungt, men aldrig belærende. Introtracket “The Birds Don’t Sing” åbner med gospelklang og John Legends sjælfulde vokal og sætter tonen: dette er ikke et album om fortidens dope tales, men mere i retning af en spirituel rejse.
Sange som “Chains & Whips” med Kendrick Lamar og “Let God Sort Em Out” med Nas balancerer poetisk skyld, erkendelse og stadig stolthed. Pusha T’s karakteristiske leveringer emmer af selvtillid og punchlines, mens Malice fremstår mere rolig og søgende.
Det er netop i spændingsfeltet mellem disse to energier, at albummet løfter sig: mellem synd og tilgivelse, mellem stolthed og anger. Det er ikke bare underholdning, det bliver nærmest et vidnesbyrd.
Et album for historiebøgerne
Produktionen fortjener også stående applaus. Pharrell har skabt et lydunivers, der både føles nyt og nostalgisk. Beatsene er ikke lavet til TikTok, de er lavet til eftertanke. Fra det mørke jazzsample på “Ace Trumpets” til det næsten hellige saksofonlydende “By the Grace of God”, viser Pharrell sine mest modne og erfarne sider som producer.
“Let God Sort Em Out” er ikke bare et comeback, det er en genopstandelse. Et bevis på at relevans altid kan opnås, så længe kvaliteten bare er i orden. Et album, der minder os om, hvad hiphop også kan være: ægte, kompleks men også rørende. Og vigtigst af alt tidløs.
Vores tre anbefalinger fra albummet
- “So Be It”
- “F.I.C.O” feat Stove God Cooks”
- “Inglorious Basterds”
