Stille triumf: hans mest sammenhængende og sårbare værk i årevis—balancerer Trapsoul’s ærlighed med nyere R&B-æstetik.
Da Bryson Tiller annoncerede Solace & The Vises, var et dobbeltalbum, var forventningerne til projektet også delte. Ville han genfinde den ærlige, sårbare sjæl fra Trapsoul, eller fortsætte den mere glatte R&B-æstetik, som mange mente havde udvandet hans udtryk de senere år Med Solace-disken leverer Tiller sit mest sammenhængende og sårbare værk i årevis. En stille triumf, der ikke er defineret af fornyelse, men ved at lade sin dualitet skinne igennem, der giver fans elementer fra sit musikalske gennembrud og sin udvikling gennem et årti i søgelyset.
Velkendt lydunivers som kontrast til The Vices
Hvor The Vices udstråler selvsikkerhed og attitude, trækker Solace sig tilbage i et mere stille rum. Det er et melankolsk, reflekterende efterår-univers, hvor Tiller igen forbinder sig med de følelser, der gjorde ham interessant fra begyndelsen. Produktionen er afdæmpet, men også diverst. Man kan finde luftige synthflader, diskret percussion, bløde guitarer men også tunge 808 og instrumentaler der minder om noget sexy drill-esque. Tilbageholdenheden virker bevidst, Solace jagter ikke hits, men ro.
På tracks som “Workaholic” og “Uncertainty” synger Tiller ikke fra et sted af nederlag, men af udmattelse. Han beskriver ubalancen mellem ambition og kærlighed, mellem succes og selvbevarelse. Stemmen har en lidt træt men ærlig overbevisning, der er mindre performance og mere bekendelse til lyttere. Solace føles ofte som et natligt studie-øjeblik, hvor følelserne får lov at sive ud uden filter.
En tilbagevenden uden tilbagegang
Det er fristende at kalde Solace en tilbagevenden til form, men det ville undervurdere udviklingen. Tiller genbesøger Trapsoul-æraens lyd, men destillerer den snarere end at gentage den. Sange som “I Need Her” og “Autumn Drive” udstråler af samme atmosfæriske varme og lyd fra hans seneste udgivelser, men med mere ro over sig. Teksterne udvider ikke nødvendigvis hans følelsesregister, men de føles tungere, mere ægte.
Tillers sans for melodier er stadig intakt, selv når omkvædene er afdæmpede. Belønningen ligger ikke i de øjeblikkelige hooks, men i helheden. Hvert track flyder ind i det næste på trods af forskelle i lyd, da konceptet står så stærkt, at albummet føles som en lang udånding.
Uperfekt intimitet
Alligevel slipper Solace ikke helt for sine skævheder. Få numre føles ufærdige eller som skitser, snarere end fuldendte fortællinger. Visse tekster læner sig lidt for meget op ad de velkendte temaer som kærlighed, berømmelse, tvivl og lignende. Og til tider forsvinder stemmen i mixet, som om produktionen skygger for sårbarheden. Men de få skridt ved siden af, er med til at gøre pladen mere menneskelig. I sin ufuldkommenhed bliver Solace præcis det, titlen lover, en form for trøst.
Heling som fortælling
Hvis The Vices handler om at vise sig frem i spotlightet, så handler Solace om at trænge ind i sig selv og heling. Rækkefølgen føles terapeutisk med spænding, tilståelse, afklaring. “Strife” åbner som en indrømmelse; “Crocodile Tears” sitrer af fortrængt skyld; “Harley’s Outro” lukker kredsløbet med en stille accept fra sin datter. Det er mindre en klassisk fortælle kurve og mere en cyklus. Den slags, der aldrig rigtig slutter, men bare uddybes.
Resultatet er ikke bare endnu et Bryson Tiller-album, men et selvportræt i gråtoner. Det er introspektivt, nogle gange stillestående, men emotionelt flydende. Kunstneren, der engang gav verden “Don’t”, inviterer nu til noget andet til at sidde sammen med ham i stilheden og finde skønhed i pausen mellem smerte og fred.
Solace vil næppe skabe samme kulturelle genklang som Trapsoul, og det er heller ikke meningen. Bryson Tiller har helt bevidst forsøgt på at forene sine lytterbase med et dobbelt album, hvor han kan får lov til at vise sin musikalske dualitet inden for både sårbar og stille r&b, til hans mere sprudlende og dynamiske elementer fra hip-hop. Et meget ambitiøst album fra hans side, men som lykkedes og nok skal tilfredsstille, uanset hvilken del af den diskografi man er størst tilhænger af.
Vores tre anbefalinger fra albummet
- “I Need Her”
- “Genuine”
- “Uncertainty”
