Anton Westerlin skriver historie – Danmarks første producer album er landet

Anton Westerlin skriver dansk musikhistorie med landets første producer-album – et nyt kapitel for dansk lyd og samarbejde.

Landets første producer album er landet, og med Anton Westerlin ved roret sad hele landet klar ved deres streamingtjenester, da klokken ramte 00:00 torsdag nat. Vi har set det i udlandet med Metro Boomin, Mustard og DJ Khaled som eksempler på producere, der har lavet egne projekter – og Anton Westerlin skriver nu historie som den første i Danmark til at udgive et producer album.

Allerede tilbage i december hintede Westerlin til det nye projekt i sin YouTube-serie “Bag gardinerne” – i episoden med Benny Jamz – og siden da har forventningerne været tårnhøje. Ikke kun fordi det er Anton Westerlin, der står bag knapperne, men fordi det her er noget, vi ikke har set før på den danske scene. Et helt album, sammensat af en producer, med et line up der blander velkendte navne og helt nye stemmer, som man måske ikke havde regnet med at høre i den her sammenhæng. Han lægger heller ikke skjul på, at netop dét med at kombinere forskellige artister og gøre det uventede bærer en stor del af idéen bag albummet. Han vil sætte sit eget præg – og det formår han i høj grad med albummet her.

Der er uden tvivl noget spændende ved at samle en masse forskellige artister og skabe en samlet lyd eller fortælling ud fra producerens perspektiv. Anton Westerlin er en af de få, der både har netværket og evnerne til at løfte sådan en opgave. Vi har lyttet albummet igennem og går i dybden med, hvad der fungerer – og hvad der ikke gør – på Danmarks første producer album.

En festlig retning – og en stærk åbning

Anton Westerlin har før udgivelsen sat ord på, hvad man kunne forvente af det nye album. Det er ikke et klassisk rap-album, men i stedet et mere festligt og dansevenligt projekt. Allerede på det første track, “Bevæg dig lidt”, bliver det tydeligt, hvilken retning han går i. Nummeret fungerer som et stærkt house-interlude, der trækker klare tråde til artister som Kaytranada og den type pulserende, rytmiske musik, man forbinder med dansegulvet.

Det er netop den stemning, der præger albummet som helhed: rytmisk, dansevenligt og samtidig båret af en legende tilgang til produktionen. Man forestiller sig næsten, at Anton Westerlin har haft det som et barn i en slikbutik under processen – nysgerrig, eksperimenterende og drevet af ren musikglæde. Og man kan ikke løbe fra, at Anton Westerlin har fat i den lange ende, med samtlige tracks på albummet der har trådt ind i den danske top 50 hitliste.

Westerlin´s vision er klar langt hen af vejen

Vi ser en tydelig og sammenhængende rød tråd fra start til slut på Westerlins album. Han formår at bringe house-bølgen ind i den danske mainstream med stor inspiration fra en af tidens mest toneangivende DJs på globalt plan, Kaytranada. Alligevel undgår han at fremstå som en efterligning; i stedet videreudvikler han stilen, så den både passer ind i den danske musikscene og komplimenterer de artister, han har valgt at samarbejde med.

Westerlin tegner udenfor de gængse rammer – nok til, at albummet skiller sig ud, men uden at miste den gennemgående house-identitet. Det mærkes især på nummeret “Kaos” (feat. ICEKIID & Wicky), hvor to artister, der aldrig tidligere har arbejdet sammen, leverer en energisk og velfungerende præstation. Tracket ligger på et markant højere energiniveau end resten af albummet, uden at det føles som en afvigelse – snarere som en velkommen overraskelse, der holder lytteren engageret helt til slut.

DJ Ary bringer også et unikt twist på “Hvor skal vi hen?” (feat. MAS, DJ Ary & Sivas). Her får han plads til at udfolde sig mellem MAS’ og Sivas’ vers og tilfører en West Coast-inspireret lyd, der bygger flot op til et stærkt vers fra Sivas. Netop dette nummer understreger endnu en gang, hvorfor Sivas stadig betragtes som en af Danmarks mest respekterede rap-veteraner. Vi ved, han kan begå sig på nærmest ethvert beat, men det er alligevel overraskende, hvor godt han smelter sammen med det house-prægede West Coast-univers, som DJ Ary tilfører ekstra kant.

Westerlin demonstrerer generelt et højt niveau og en stærk kunstnerisk vision. Alligevel er der tidspunkter på albummet, hvor visse numre fremstår som fyld – ikke fordi de er dårlige, men fordi valget af artister virker mere sikkert end nødvendigvis visionært. Det resulterer i, at nogle tracks mister potentiale og ikke står lige så stærkt som resten. Et eksempel er “Hørt det før” (feat. Pil, Annika, Mille & Medina). På papiret burde det være et af pladens højdepunkter – med nogle af Danmarks stærkeste kvindelige vokaler – men i praksis indfrier det ikke de høje forventninger.

Der er dog ingen tvivl om, at den retning, Westerlin har valgt med dette album, kombineret med det høje produktionsniveau, kommer til at sætte lydsporet til den danske sommer. Det er musik, der vil fylde have fester, festivaller, klubber og cykelture med dans og energi i mange måneder frem.

Rap Niveauet er højt – De allerbedste leverer

Selvom albummet primært henvender sig til et danseglad publikum, er der også noget at hente for dem, der sætter pris på solide rap-vers. Tracks som “Byens hold” (ft. Noah Carter, Kesi og Lamin) og “Hvor skal vi hen?” (ft. MAS, DJ Ary og Sivas) er spækket med dygtige rappere, der virkelig kan deres håndværk.

“Byens hold” er det især Lamin og Noah Carter, der stjæler opmærksomheden. Med to stærke vers, skarpe bars og et tight flow viser de endnu engang, hvorfor de har været at finde helt i toppen af hitlisterne. Vi får 2 af landets absolut bedste, når det kommer til at levere et skarpt rap-vers, dog med et mere fladt hook leveret af Kesi, men ikke noget der trækker tempoet ud af tracket nærmere bibeholder det lige nok til at vi får andet vers fra Lamin. 

Et af albummets helt store højdepunkter finder man på sangen “Synergi” Ligesom “Bevæg dig lidt” har tracket “Synergi” med Lord Siva og Benny Jamz en tydelig house inspireret-vibe med klare referencer til Kaytranada. Her overrasker især Benny Jamz, da man sjældent hører ham på den slags beats – og det fungerer virkelig godt. Han er en mand, der kender sin besøgelsestid og leverer gang på gang. Hans flow er i topklasse, og de finurlige bars er nøglen til, at nummeret fungerer så godt, “Synergi” er ingen undtagelse. Lord Siva gør det han er bedst til. Og man kan være sikker på, at det bare holder, når Lord Siva lægger vejen forbi et omkvæd. De to komplementerer hinanden rigtig godt på sangen, med det her hårde, direkte og flot leveret rap-vers fra Benny Jamz over et beat som ingen nok havde forventet at høre ham på. På den anden side en Lord Siva som klæder sange som disse rigtig godt med en fed stemme og et flot leveret omkvæd. Her ser vi tydeligt  Anton Westerlins’ vision ved albummet i form af et spændende makkerskab man ikke har set før, men som fungerer og på en ny og anderledes lyd, som klæder begge artister rigtig godt.

Dansk musik og kollaborationer

Det, Westerlin gør på dette album, er først og fremmest ekstraordinært, fordi det er det første af sin slags i Danmark. Det er også bemærkelsesværdigt, hvor mange – og hvor store – artister han har formået at samle. Til tider føles det næsten overfyldt med nogle af Danmarks største navne. Westerlin lovede os sammensætninger, vi aldrig havde set før, på en ny og inspirerende lyd for Danmark – og på den front har han leveret. Men eftersom han allerede har arbejdet sammen med de fleste af de artister, han bringer med på albummet, savner vi til tider den overraskelse og nytænkning, der virkelig kunne have væltet os bagover.

Et moderne dansealbum med kant, men plads til forbedringer

Anton Westerlin bekræfter med dette album, at han er en producer med et stærkt øre for detaljen og en tydelig musikalsk vision. Albummet fungerer som et moderne dansealbum – energisk, pulserende og med en festlig vibe, der vil gøre sig godt på både klubber og festivaler. Med en tydelig rød tråd, er man fra start af ikke i tvivl om, at det her album er dedikeret til sommeren og festivalerne. 

Visionen er tydelig: at samle nogle af Danmarks mest populære kunstnere og lade dem mødes på tværs af genrer og udtryk, men det føles til tider, som om ønsket om at samle “de største” har fået mere plads end selve den musikalske sammenhæng. Resultatet bliver af og til lidt rodet grundet det. 

Når det er sagt, viser Westerlin i glimt, at han tør tænke anderledes – især i de øjeblikke, hvor han bryder sig med den festlige formular og går i nye retninger. Det giver bare en fed kant til albummet, og gør også at den her røde tråd igennem albummet, får lidt udfordring og ikke bare fader ud i et kedeligt dansealbum“Kaos” er et perfekt eksempel på det, og der kunne med fordel have været flere af den slags momenter. Hvis Westerlin i fremtiden balancerer stjernedrysset med et stærkere fokus på helheden, kan han virkelig løfte producer albumformatet i Danmark.

Vores tre anbefalinger fra albummet

  1. “Synergi” ft. Lord Siva & Benny Jamz 
  2. “Hvor skal vi hen?” ft. MAS, Dj Ary & Sivas
  3. “Før du går” ft. Sira Jovina & Noah Carter

Albummet “GODAFTEN” overall vurdering

Join the culture

Kunne du lide denne historie? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så går du aldrig glip af flere.