Et ærligt og eksperimenterende album fra en artist der har noget på hjerte
Efter flere års stilhed vender AJ Tracey endelig tilbage med Don’t Die Before You’re Dead – et projekt der hverken lyder som et forsøg på at rage streamingtal til sig eller komme tilbage på toppen af hitlisterne. I stedet får vi et album hvor AJ mærkbart har valgt at tage sig tid og virkelig tænkt over hvad han vil sige. Det er personligt eksperimenterende og en tydelig markering af hvor han befinder sig i dag både som kunstner og som menneske.
Allerede inden udgivelsen lagde AJ op på Instagram og undskyldte ventetiden. Fire år er lang tid i musikverdenen men det giver mening når han samtidig fortæller at der er lagt blod, sved og tårer i projektet. Den form for ærlighed går igen gennem hele albummet. Det her er ikke bare endnu et AJ Tracey album, det er et indblik i hans liv, hans udvikling og hans syn på sig selv og musikken lige nu.
Allerede på åbningsnumrene mærker man en anden tone end tidligere. AJ lyder fokuseret sulten, men også eftertænksom. Han har stadig det tekniske overskud, som mange forbinder ham med, men han bruger det på en anden måde. Flowet er stadig skarpt, men han bruger det nu til at fortælle historier i stedet for bare at levere linjer. Et godt eksempel er “3rd Time Lucky”, hvor han åbner op om barndommen, om morens sygdom og familiens kamp. Det er ikke et klassisk raptrack det er en personlig fortælling sat i musik og det er tydeligt at det er vigtigt for ham.
Personligt og kompromisløst
Efter flere års stilhed vender AJ Tracey endelig tilbage med Don’t Die Before You’re Dead – et projekt der hverken lyder som et forsøg på at rage streamingtal til sig eller komme tilbage på toppen af hitlisterne. I stedet får vi et album hvor AJ mærkbart har valgt at tage sig tid og virkelig tænkt over hvad han vil sige. Det er personligt eksperimenterende og en tydelig markering af hvor han befinder sig i dag både som kunstner og som menneske.
Allerede inden udgivelsen lagde AJ op på Instagram og undskyldte ventetiden. Fire år er lang tid i musikverdenen men det giver mening når han samtidig fortæller at der er lagt blod, sved og tårer i projektet. Den form for ærlighed går igen gennem hele albummet. Det her er ikke bare endnu et AJ Tracey album, det er et indblik i hans liv, hans udvikling og hans syn på sig selv og musikken lige nu.
Et skift i tone og fokus
Allerede på åbningsnumrene mærker man en anden tone end tidligere. AJ lyder fokuseret sulten men også eftertænksom. Han har stadig det tekniske overskud som mange forbinder ham med men han bruger det på en anden måde. Flowet er stadig skarpt men han bruger det nu til at fortælle historier i stedet for bare at levere linjer. Et godt eksempel er 3rd Time Lucky hvor han åbner op om barndommen om morens sygdom og familiens kamp. Det er ikke et klassisk raptrack det er en personlig fortælling sat i musik og det er tydeligt at det er vigtigt for ham.
Albummet har også sine mere klassiske AJ Tracey-momenter. Der er stadig tunge beats og hårde leveringer især på numre som Imposter Syndrome hvor han lyder som en artist med noget at bevise. Men i modsætning til tidligere hvor den lyd fyldte hele projekter, er den her bare en del af en større helhed. AJ Tracey har rystet behovet for konstant at skulle dominere med attitude og viser i stedet at han kan kombinere det hårde og det sårbare på en måde der giver albummet mere dybde.
Færre features med en klar idé
Et punkt der skiller sig ud er antallet af features eller rettere hvor få der er. Når man tænker på, at AJ tidligere har arbejdet med navne som T Pain, Skepta og Nav, kunne man godt have forventet en række store samarbejder. Men her holder han det overraskende lokalt. Det viser sig dog at være et bevidst valg. Når man lytter til albummet og forstår den personlige vinkel, giver det mening at det primært er ham selv der fylder. Det handler ikke om at hente stjernestøv udefra, men om at holde fokus og fortælle sin egen historie. Det er et modigt valg og et der klæder projektet.
Når han så endelig lukker andre ind, bliver det også brugt med omtanke. Et højdepunkt er “Red Wine” hvor kunstneren Master Peace bidrager med en helt anden energi og lyd. Hans punk rock og new rave vibe står i stærk kontrast til AJs klassiske grime rap, men det fungerer overraskende godt. Nummeret skaber et nødvendigt brud i et album, der til tider kan blive lidt ensartet i tempo og opbygning. Den her slags features viser at AJ Tracey stadig tør tage chancer og bevæge sig ud i nye retninger uden at det føles forceret.
En varieret lyd med nye greb, men ikke for alle
Albummets lyd bevæger sig gennem grime, trap dancehall og endda enkelte country-inspirerede detaljer. Det er langt fra det mest radiovenlige han har lavet, men det er også pointen. Han har ikke prøvet at lave det perfekte pop-rap album der scorer topplaceringer og tikker alle de kommercielle bokse af. Det her album er snarere et manifest en måde for AJ Tracey at vise at han stadig er her stadig er relevant men på sine egne præmisser.
“Don’t Die Before You’re Dead” er ikke et album, der nødvendigvis vil lande hos alle fra første lyt. Det er ikke pakket med hooks features og brede radiohits. Men det er et modent, velgennemtænkt og følsomt projekt fra en artist der har været væk længe og har brugt tiden fornuftigt. AJ Tracey viser at han stadig har sulten, stadig har noget at bevise, men at han også tør være sårbar og tage kreative chancer. Dog kunne man godt tænke sig noget mere fra den AJ Tracey som alle kender, og især her op til sommeren som AJ Tracey altid har haft et særligt forhold til. Det er måske ikke det album man forventede, men det er det album han havde brug for at lave. Og det er netop dét, der gør det værd at lytte til, men man savner stadig noget mere fra den erfarne rapper
Vores tre anbefalinger fra albummet
- “Imposter Syndrome”
- “West Life”
- “Joga Bonito”
