For 11 år siden ændrede “Ækte Vare” dansk film med Gilli og co. – en rå fortælling om miljø, identitet og sprog.
I dag for 11 år siden fik filmen “Ækte Vare” premiere i landets biografer. Med Gilli i hovedrollen og en masse andre kendte ansigter fra musikbranchen var filmen et kæmpe hit. Man havde ikke rigtig set en film lignende her. De medvirkende i filmen som Gilli, Benny Jamz, Sivas og Reza var etablerede kunstnere og rappere, men fordi den slags rap var så ny, havde man brug for at fortælle en historie og vise hvad de her rappere kommer fra. Samtidig viser det også, hvilken virkelighed vi kæmper med i Danmark for lige præcis den del af befolkningen og vigtigheden af at vide hvor man hører til.
Filmen fik en kæmpe positiv modtagelse, og mange var overraskede over, hvor godt det hele hang sammen. Men samtidig var der også snak om noget, der virkelig skilte vandene – sproget i filmen. Det var så anderledes og råt, at mange ikke helt kunne følge med. Mange, som ikke nødvendigvis kommer fra de samme miljøer, havde svært ved at forstå betydningen af de ord og slangs, der blev brugt. Gilli blev faktisk spurgt i et interview til DR2, hvor han blev bedt om at forklare, hvad flere af de her udtryk betød, da folk ikke havde en anelse om, hvad de stod for. Her tilføjede filmens instruktør Fenar Ahmad også en kommentar, og lige præcis det med sproget og kulturen var faktisk startskuddet til ideen om filmen. Det var en interessant diskussion, for det satte spot på, hvor langt væk vi kan være fra hinanden, når det kommer til sprog og kulturelle koder. Det gav også stof til eftertanke: Måske er det netop derfor, filmen ramte så stærkt hos dem, der kunne relatere til den. Det var ægte – men samtidig var det en realitet, som mange ikke nødvendigvis kender til.
Samme opvækst, samme sult
Og netop det med kulturelle adskillelser som sprog, hvor man er vokset op og de generelle udfordringer som ung var noget der især prægede den tid som “Ækte Vare” udspringer fra. Her var rapgrupper som B.O.C med fremtrædende medlemmer som Gilli, Kesi, Noah Carter, Kimbo og flere til, MOLO bestående af Gilli og Benny Jamz lagt sammen med MellemFingaMuzik (Branco og Stepz) de varmeste på den danske rapscene og havde hele Danmark lige nøjagtig hvor de ville have dem. Med hits som “Bølgen”, “Skejsen”, ” f*ssehul” og “Dedikeret” for bare at nævne en brøkdel af deres hits, så var lige præcis de grupper ustoppelige herhjemme.
Deres sult var ikke bare drevet af ambition – den var formet af omgivelser, hvor der sjældent blev givet noget gratis. Den virkelighed, de kom fra, var langt fra den trygge hverdag, mange andre artister bevægede sig i på det tidspunkt. For B.O.C, MOLO og MellemFingaMuzik handlede det ikke om at lave musik for sjov eller for likes – det handlede om at komme væk fra noget, overleve noget, bevise noget.
Rapgruppen B.O.C går helt tilbage til før MOLO og MellemFingaMuzik, og består af en masse barndomsvenner der har holdt sammen lige siden barnsben. De er måske det mest indflydelsesrige hold, når man snakker om rapgrupper Danmark har set og det, at sætte sit præg på en og flere genrer, kulturen og generelt gamet omkring rap og hiphop. Med EP’en “Stadig de bedste” fra 2016 og senest albummet “Mere end musik” fra 2021 er der tale om en gruppe der ikke nødvendigvis udgiver hvert år, men når der kommer musik fra dem, så ved man bare at det holder. For når andre rapgrupper halter lidt, så er netop B.O.C de rette til at tage styringen. For når man vokser op med konstant modstand, bliver trangen til at lykkes ikke bare stærk – den bliver altoverskyggende. Det var netop det, der gjorde B.O.C’s, MOLO’s og MellemFingaMuzik’s energi anderledes end mange andres dengang. Der var råhed og intensitet i både deres lyd og deres udtryk, som publikum ikke kunne ignorere. Det gjorde dem umulige at overse – og derfor steg de til tops, ikke på trods af deres baggrund, men på grund af viljen og sulten.
Siden disse rapgrupper satte deres tydelige præg på den danske musikscene, har man ikke rigtig set mange grupper, der har formået at holde samme niveau af synlighed og relevans i lang tid. De grupper, der er kommet efter, har haft svært ved at opnå samme gennemslagskraft. Iswaal og Shooter Gang er måske de eneste rapgrupper siden B.O.C, MOLO og MellemFingaMuzik, der virkelig havde noget spændende og innovativt musik at byde på i deres første år. Begge grupper indfangede hurtigt noget af den rette energi og startede stærkt, men desværre er aktiviteten blevet mindre med tiden. Beslutninger både internt i grupperne og omkring dem har ført til, at deres udvikling som kunstnere ikke har været lige så stærk. Det fundament, der engang virkede solidt, har mistet momentum, og i stedet for at bygge videre på deres tidlige succes, har de måske bevæget sig i en retning, der ikke helt har cementeret deres plads på scenen. Det er som om, de har mistet noget af den ægte råhed og dedikation, som de oprindeligt blev opdaget for.
Musikken blev ikke skubbet - den blev opdaget
I dag har unge rappere en helt anden måde at komme ud over rampen på. Sociale medier, streamingtjenester som Spotify og YouTube, og algoritmer der skubber musik ud til publikum, gør det muligt at få sit track ud til verden på minutter. Det handler ikke kun om musikken længere – det er lige så meget om at brande sig selv. TikTok, Instagram og YouTube er de nye platforme, hvor man kan bygge et image og hurtigt skabe hype. Markedsføring er blevet en del af spillet fra dag ét, og det handler mere om at være synlig end nogensinde før.
I dag er rappen mere melodisk og poppet end før. Du ser mere autotune, flere hooks og flows, der nærmer sig popmusik. Det er blevet en større blanding af genrer, og hvor bars engang var alt, er det nu en balance mellem at lave noget, der lyder godt og er nemt at dele. Rappen er blevet mere tilgængelig for et bredere publikum, men måske også mindre barsk og ægte. Mange af de gamle rapidentiteter er blevet en del af en større popkultur, og succes i dag kræver også, at man spiller på flere platforme, holder sig relevant og følger med i de trends, der kører rundt på f.eks TikTok og Instagram.
Tilbage i 2010-2017 var det bare en anden verden på musikscenen. Der var ingen TikTok eller Instagram til hurtigt at få musik ud til masserne. Det var YouTube, der var den store spiller, og hvis du skulle få opmærksomhed, så var det musikken og videoen, der talte. Der var ingen virale dansetrin, ingen influencers til at promovere dine tracks, ingen algoritmer der kunne hjælpe dig på vej. Det var råt, ægte og organisk – og det var musikken, der havde magten til at få folk til at lytte. Gilli og hans hold gjorde det hele selv, og de gjorde det, fordi de havde noget at sige og noget, der var relaterbart for dem, der lyttede. Det var ikke så meget branding, men ægte følelser og historier fra gaden, som folk kunne mærke.
Der var ingen nemme genveje dengang. Gilli og hans hold havde kun sig selv og deres musik, og det var netop den ægte vej frem, som Ækte Vare også forsøgte at vise. Filmen giver et indblik i, hvordan man kan bryde igennem med en ægthed og hårdt arbejde, uden de værktøjer og den opmærksomhed, som sociale medier giver i dag. Det var sult og autenticitet, der drev dem frem. Der var ikke noget skubbet, kun noget opdaget – og det var netop det, der gjorde det muligt for dem at ramme plet og skabe et fundament, der kunne holde.
